Serien Ole og Tellef Haraldstad
Startet i Bruskelandsheias Bygdeblad nr 3 - 2022.
I 2022 har Birger Arthur Stedal skrevet en serie til Bruskelandsheias Bygdeblad om Ole og Tellef Haraldstad. Det hele startet med at Gro Egelandsdal fant navnet til Stavanger-dikteren Tellef Haraldstad (1840-1917) ved navnesøk etter slekta si på nettstedet pedersgaten.org. Navnet Haraldstad kjenner vi fra Bruskelandsheia, men det var ikke før Birger Arthur så i Bjellandsboka at det endelig ble stadfestet hvilken gård de kom fra. Det var Vollen i øvre Haraldstad i gamle Bjelland kommune. Familien flyttet seinere til Mandal. Hele serien er på trykk i Bruskelandsheias Bygdeblad nr 3 og 4 i 2022.
Etter at vi la ut en artikkel i Facebookgruppa Gamle Mandal og Bygdene rundt, har slekt tatt kontakt. Utrolig spennende! Nå vil vi få en oppfølger.
"Fredag 1. juli 1921 feiret Mandal bystatus. Men gatenavnet Fjeldmandsgaden forsvant da Mandal gikk over fra å være et ladested til å bli en kjøpstad. Det er synd at navnet Fjeldmandsgaden ikke er beholdt, med den historiske tilknytning det har.
Fjeldmandsgaden var fra midten av 1850 og fram til 1934 den gamle betegnelsen på øvre (nordre) del av dagens Store Elvegate. Gaten begynte ved Skinnermoen, nedenfor kirken, og gikk til Skåreodden.
I «Mandal bys historie», bind III, av Bjørn Slettan (2006), heter det på side 44:
«Skåran var innfallsporten til byen fra Mandalen. Når bøndene kom med hester og lass eller til fots, var «Fjeldmandsgaden» deres første møte med ladestedet. Bygdefolk fra øvre del av dalen ble kalt fjellmenn, derav navnet. Her trengte de losji og stallrom. I dag er dette øverste del av Store Elvegate. Bøndene hadde med seg landbruksvarer, smør og annen mat, og ikke minst brensel i form av ved.»
Tellef Haraldstad (1840-1917), var en lokal Stavangerdikter. Han kom fra Haraldstad i Bjelland, men familien flyttet til Mandal i 1853. De bodde i to perioder i Fjeldsmandsgaden. Etter farens død skrev Tellef et minnedikt."
OLE HARALDSTAD
(Mindedigt)
På Mandals gader daglig en gammel olding gik,
med klar og aaben pande og med godmodigt blik.
Det var den snille Ole, som kjendt af alle var,
med stolthed kan jeg sige, det var min egen far.
Gudfryktig var han mere end saa til husbehov,
og overalt han havde det allerbedste lov.
Det var, som fra hans ansigt der lyste bare fred,
og fra hans hjerte løb der en strøm af kjærlighed.
Stod han ved sygesengen og saa, det døden gjaldt,
da var der slig en mildhed i ordene, som faldt.
Lig dug de faldt på sjælen, naar de kom fra hans mund,
fordi han selv var sikker og stod paa sikker grund.
Af venner fik han mange, fra betler og til prest,
og kom han sammen med dem, da var det som til fest.
Men ganske borte fra dem faldt tiden ham for lang,
det saa jeg, da jeg havde ham hos mig sidste gang.
Jeg spurgte, om han vilde ei blive nu hos mig,
«Nei, hjem til mine venner, det maa jeg, snille dig".
Med dette svar han gav mig et venligt øiekast.
Saa reiste han en morgen, det var, som han fik hast.
Vi fulgtes ad til «toget», hvor han blev lukket ind.
Den dag saa lang jeg tænkte paa ham med kjærligt sind.
Og lyse barneminder for sjælen frem der gled,
helst fra en gaard i Bjelland, mit eget fødested.
Der lærte jeg at læse paa fanget til min mor;
Der levte jeg saa lenge, til jeg blev noksaa stor.
Og derfra kan jeg huske min far i unge aar,
med smil om mund – og ellers med sort og krøllet haar.
Gemytlig var han baade i hjem og overalt,
og for en præktig nabo det ved jeg at han gjaldt.
Men med hans tro paa andre det gik saa altfor vidt,
og dette fik han høre især af mor saa tidt.
Det var en feil, kan hænde, men han var tro i ord,
og gjester saa jeg ofte var bænket ved hans bord.
Kom lægmænd for at tale Guds ord, var det en pligt,
saa underligt det høres, at nekte hus til sligt.
Men far slog alle døre på væg, og videnom
blev kaldet til «forsamling» og mange folk der kom.
Paa gudsfrygt allerede han da var ledet ind,
og med sit stille væsen var mor af samme sind.
Med endelig han solgte sin gaard, og det gik let.
Som ældste søn jeg havde til denne odelsret.
Saa reiste han til Mandal og slo sig ned en vaar;
der blev han, til han næsten var syv og otti aar.
Men saa kom sidste flytning, vil sige hjem til Gud.
En lysets engel var det, som kom og bragte bud.
Om nogen her i verden kan blive reiseklar,
saa ved jeg, at han var det, min egen snille far.
Saa døden ble en vinding, og ikke var den haard.
Nu hviler han saa salig paa Mandals kirkegaard.
Lad vaaren nu strø blommer, det har den mange af,
mens baade slegt og venner besøger der hans grav.
Tf. Haraldstad.
